DBC 2018

Dansk Brakvands Cup 2018 er netop slut og danmarksmesteren i brakvandsfiskeri er fundet.

I fredags startede indskrivingen, for de forventningsfulde deltagere til dette års brakvandscup. Den senseste tid har ellers ikke budt på særlig opløftende meldinger, om fangster i de brakke områder uden for Noret. Dér inde har fiskeriet til gengæld været rimelig stabilt kørende i længere tid. Samtidig har kraftig vind fra nordlige retninger, sendt en masse saltholdigt vand ned i Stege Bugt, hvilket heller ikke ligefrem plejer at være befordrende for fiskeriet.

Lørdag morgen 07:30 blev cuppen dog skudt i gang, og de mange både fordelete sig hurtigt i det store konkurrenceområde. Vinden havde lagt sig helt i løbet af natten, så det blev en flot solopgang over det blanke brakvand. Allerede kort efter starten blev der landet en flot fisk af Pieter Vroman på 107 cm. En imponerende fisk, der faktisk endte med at blive konkurrencens længste.

I båd 105 var jeg sammen med Peter Stick fra Hondashoppen på vej mod et område, hvor der fornyligt havde været et ok fiskeri efter aborrer. Ekkolodderne tegnede imidlertid ikke noget på pladsen og det skulle sidenhen vise sig, at de næste pladser heller ikke holdte aborrer. Vi tog derfor en beslutning om at sætte jagten ind på gedderne og sejlede derfor forbi det første geddespot. Det havde flere andre både også fundet frem til og hverken de eller vi, så eller mærkede noget her. Det samme mønster gentog sig på de næste pladser og det var faktisk først over middag at en gedde pludselig fulgte med i kølvandet på min McMy- tailbait. Fisken valgte dog at svømme tilbage mod sivkanten, hvor den var lokket ud fra, da jeg forsøgte mig med et spinstop. Øv! Det er ikke lige sådan en dag, at man skal brænde en god chance af! Området viste ikke mere tegn på liv, så endnu et par pladser blev afprøvet, men der var også som støvsuget for liv. Midt på eftermiddagen så vi en enkelt mindre gedde, der stod på en sandplet, men ej heller dén lod sig friste af vores anstrengelser. Det blev det sidste vi så til fisk denne dag og meldingerne inde på havnen var heller ikke ligefrem positive. Kun ganske få havde mærket eller fanget fisk, så med udsigten til frisk vind fra nord til konkurrencens næste dag, så ville det alt andet lige, blive en hård afslutning!

Meterologerne fik desværre ret. Vinden blev kraftig! Faktisk så kraftig at løbsledelsen valgte at udsætte starten med en time. Herefter var det bare at kæmpe sig vej ud gennem bølgerne mod fiskepladserne. Fremme på den første plads var der relativt hurtigt bud efter Peters blink. En fin fisk på 84 cm havde nemlig ladet sig friste af et kobber/orange farvet Hammer blink.

Peter med det brede smil og turens første fisk

Peter med det brede smil og turens første fisk

Var det rent faktisk lykkes at finde et område, der holdte på fisk? Yes! Blot ganske kort tid efter, kunne Peter nemlig melde om fast fisk igen! Endnu en gang havde der været bud efter Hammer’en, og endnu en fin brakvandsgedde måtte en tur på målebrættet –  denne gang 87 cm.

Næste fisk på målebrættet

Næste fisk på målebrættet

Stemningen i båden gik nu fra udmærket til fremragende! Jeg måtte naturligvis også have et Hammer-blink på og i andet kast blev en “følger” til fast fisk! Desværre i meget kort tid! Bedre gik det Peter. Han nappede, hvad der endte med at blive turens sidste fisk.

Tilbage på havnen var meldingerne igen ret afdæmpede i forhold til fangsterne – nærmest bekymrende! Lad os håbe, at den nyeste generation af små gedder, får lov at vokse sig store, så vi fremover kan genopleve det fiskeri, der tidligere var et kendetegn for fangsterne under DBC. Lige nu virker det til at hver eneste gedde tæller, så pas godt på dem :)

På vejen hjem i bilen blev jeg iøvrigt ringet op af Peter. Han kunne berette, at de to gedder faktisk var nok til at blive kåret som Danmarksmester i Brakvandsfiskeri – tillykke med den titel Peter. Jeg er sikker på at der også hænger et par Hammerblink i din agnspand på næste tur i brakvandet 😉

Dansk mester i brakvandsfiskeri 2018 :)

Dansk mester i brakvandsfiskeri 2018 :)

ABU Hammer 15 gram orange/kobber

ABU Hammer 15 gram orange/kobber

Facebook Comments
Kategorier : Ikke kategoriseret