Mission Lota lota!

Kulden hærger i disse dage det ganske land, og mulighederne for at finde ferskvand i flydende form, aftager drastisk hver eneste dag. Det var derfor også med en anelse spænding i maven, at jeg ankom til søen sammen med Claus. Ville hele søen blot være dækket af is, eller ville det være muligt at få et sidste forsøg i denne omgang? Heldigvis så det ikke så skidt ud endda, og efter at have sejlet gennem et par områder med et relativt tyndt lag is, så lykkedes det os at komme ud til åbent vand.

Vi havde besluttet os for at give sandarterne et forsøg, velvidende at de ikke altid er lige samarbejdsvillige på denne årstid. Med øjnene klistret til ekkoloddet, begyndte vi derfor vores jagt efter fødesøgende fisk, på dybder mellem 7 og 11 meter. Det var ikke mange fisk, som Garmin 721xs kunne afsløre, og de få gange vi fandt ordentlige ekkoer, så var der nærmest ingen respons fra de vintersløve fisk. Et par enkelte gange fik vi vakt interessen hos fiskene og selvom de langsomt rejste sig fra bunden, for at inspicere vores jigs, så udeblev det forløsende hug dog.

Vi havde heldigvis også medbragt kastegrejet, idet vi måske kunne finde en gedde eller to, men anstrengelserne kastede desværre kun lige så meget af sig, som fiskeriet efter sandarterne. De flotte vinterlige rammer og det gode selskab, gjorde dog turen til en god 0-tur.

IMG_0911

Hvor der er vilje – er der vej!

Senere på dagen sad jeg imidlertid i bilen igen, på vej mod nye udfordringer. Mørket havde egentlig allerede sænket sig og bilens termometer indikerede, at det ville blive en temmelig kold udfordring at forfølge drømmen, om at føje arten Lota lota (knuden) til artslisten. Jeg havde absolut ingen opdaterede efterretninger at gå efter, så mit udgangspunkt byggede udelukkende internetsøgninger, omkring artens udbredelse og tidligere års fangstberetninger. Projektet lå med andre ord i kategorien “udforskning”!

På den udvalgte åstrækning løb strømmen ganske frisk, og gliderigget med en enkeltkrog i størrelse 8, var derfor monteret med 20 gram bly, for at sikre en nogenlunde sikker forankring på bunden. Agnen var små smalle strimler i 4-6 centimeters længde, fra bugskindet af en sild. Hele tacklet fik desuden et par pift med Gulpsprayen “Herring”, i forsøget på at skabe maksimal duftattraktion.

Med tacklerne placeret på et par grusbanker i behørig afstand fra selve hovestrømmen, satte jeg mig til rette i den medbragte stol og fik skænket mig en kop varm kaffe, til at lune de efterhånden temmelig afkølede fingre. Sneen dalede stille fra den overskyede himmel og selvom det var hundekoldt, så havde jeg alligevel troen på mit forehavende.

Med ca. 30 minutters interval blev sildestykket udskiftet med et nyt og drivende siv blev samtidig frigjort fra linen. Efter fjerde udskiftning blev linen pludselig slap på den ene stang og efter en forsigtig opstramning, kunne jeg mærke at der var liv i den anden ende, hvilket naturligvis blev besvaret med et hurtigt modhug. En noget tam “fight” endte med et kæmpe smil på læben, da en lille bitte knude kom til syne i pandelampens skær! Der kunne nu sættes et lille forsigtigt hak, men dog et hak, ved arten Lota lota.

Sjælden glæde over fisk i denne størrelse :)

Sjælden glæde over fisk i denne størrelse :)

En times tid senere vippede det igen forsigtigt i den ene Volatile Drop Shot stang. En stang hvis egenskaber til at formidle forsigtige hug og håndtere de mindre knuder, i øvrigt er ganske fine! Endnu en gang var det en knude, hvis størrelse de fleste næppe ville værdige et blik, men i den insisterende frost og på min første knudetur, så var jeg i den grad forløst!

Udsigten til flere dage med kulde i prognosen, lokker forførende til at se, om det er muligt at fange flere knuder og måske endda med lidt mere størrelse på. Som beskrevet er det et super simpelt fiskeri, hvis bare man har mod og påklædning på, til at klare januaraftenernes kolde “fristelser”.

Stangtoppens silhuet fungerer som bidindikation mod den lysere nattehimmel

Mørkt, hamrende koldt og så alligevel vildt fascinerende fiskeri!

Facebook Comments
Kategorier : Ikke kategoriseret