Stribevis af fine striber

De sidste ugers intense regnvejr har flere steder sat godt skub i optrækket brakvandsaborrer. På det seneste har der endvidere vist sig enkelte bedre fisk blandt fangsterne, hvilket naturligvis også har tiltrukket min opmærksomhed. Det er således blevet til endnu et par ture mellem storme og regnbyger efter de stribede fisk. Fiskeriet er primært foregået med mindre jigs, som Svartzonker Bass og Berkleys Pulse shad – begge i 8 centimeters længde. Den bedste respons har helt sikkert været på mørke farver, som eksempelvis farven “Gold Rush”.

Dejlig måde at starte dagen på

Dejlig måde at starte dagen på

Fiskeriet har varieret utrolig meget i forhold til, hvordan jiggen skal bevæges og ikke mindst med hvilken hastighed. Vandtemperaturen er fortsat utrolig høj, årstiden taget i betragtning, og det gør at der har været flere dage, hvor jiggen stadig gerne må tilføres en del liv. Omvendt synes der også at være rigtig fin respons på en agn, der efter et par hurtige nøk, igen får lov at ligge et par sekunder. Netop når agnen tilføres liv efter en sådan pause, står aborren ofte parat til at hugge kontant!

I dagens tilfælde havde regnen ingen negativ indflydelse på fiskeriet.

I dagens tilfælde havde regnen ingen negativ indflydelse på fiskeriet.

Mine jigs er monteret jighoveder på 7 til 10 gram og altid i størrelse 1 eller 1/0. Den samlede kastevægt håndteres derfor fint af min Volatile Drop Shot. Toppen på stangen er designet til at håndtere de mindste tegn på interesse for agnen og derfor er den også både effektiv og underholdende at bruge til jigfiskeriet.

Striber der glæder...

Striber der glæder…

Facebook Comments
Kategorier : Jigfiskeri