Efterår og ROVFISK!

HUG!

Den ene bidmelder kom med et forsigtigt bip…. Var det mon vinden, eller en gren der var drevet ind i linen? Jeg gik hen for at kigge, og kunne se, at linen meget langsomt blev trukket ud… Der var hug!! Efter få sekunders venten, gav jeg tilslag, og en herlig fight med en af efterårets fede gedder begyndte!

Skøn efterårsgedde!

Skøn efterårsgedde!

Nu er det efterår! Og uanset vejrgudernes sommerlege, er vandtemperaturerne nu i et niveau, hvor rovfiskene er i hopla! Rovfiskene skal have ædt sig fede inden vinterens og mørkets komme, og mange er sultne efter den ekstreme sommer, hvor deres bidelyst har været lav mange steder, grundet alt for høje temperaturer.

Gedderne kan fanges i nærmest alle ferske vande, fra mellemstore åer, til moser, branddamme, småsøer, lergrave, brakke fjorde og til søer. Da grøden er ved at visne, er mange småfisks skjulesteder ved at forsvinde, og gedderne kan jagte mere effektivt. De gemmer sig ofte i vegetation, og laver hurtige angreb, hvis noget kommer indenfor rækkevidde. Desuden trækker især større gedder på ædetogt en gang i mellem, for at finde syge eller døde fisk, som de kan æde uden at skulle jage efter dem. Det kan du udnytte, som lystfisker.

Spinne eller fluefiskeri med geddefluer, gummidyr eller store blink, kan være rigtig effektivt og give gode fangster – især da man kan afdække en masse vand i en fart. Har man mere end en stang med – hvilket jeg ofte har – kan man også fiske med naturlig agn. Eks. en stor skalle, en filet fra en fisk eller andet. Man kan også booste agnen med eks. lakseolie, som kan købes i dyrehandlere – Gedderne kan meget nemmere lugte sig frem til agn, der er mere olieholdige, så det kan give et boost i fangsterne.. Om man skal fiske med flåd eller på bunden er lidt en smagssag. Min erfaring er klart, at rent bundfiskeri, giver langt de største fisk i gennemsnit. Er der til gengæld blæst, kan et flåd der driver rundt med agnen, være RET effektivt også.. Husk altid geddeforfang på en meters penge, i wire eller tyk nylonline (0,8-1,0 mm) Ellers bider gedderne linen over..

Aborrer og sandart er også på krigsstien nu. Sandarterne findes mest på skrænterne på søerne, men de går også ofte mere frit i vandet – især på mørke dage eller morgen/nat/aften. Aborren er lidt, som sandarten, men jager ofte i flok, og er meget udspekuleret – hvilket kan give fede oplevelser.. Hold øje med måger der slår ned på vandet, eller småfisk, der springer ud af vandet. Aborrerne elsker at rotte sig sammen, og omringe stimer af småfisk, hvorefter de pludseligt laver angreb, der får småfiskene til at splintre søernes overflade og fiskeriet kan gå totalt amok, hvis man kaster sin agn ind i et aborresjov! Her er mindre woblere, blink, jiggs eller andre gummidyr meget effektive – og kom gerne en ophænger på linen – det giver ofte mere end en fisk af gangen!

Grov aborre.

Grov aborre.

Det er lige nu!!!! Se at komme ud i det smukke efterår og fang en fisk!

Og skriv til mig på FB, hvis du har spørgsmål – Jeg hjælper gerne!

Knæk og bræk derude!

Frank Sjøgreen

 

Facebook Comments
Kategorier : Fangster, Lystfiskeri, Tips og Triks