Karpetur i gydetiden

Torsdag morgen d. 7/6-18 kl. 1, ringede mit vækkeur, og efter 3 timers søvn, var det tid til at få bilen pakket og køre mod Silkeborg, hvor resten af vores karpehold anno 2018 (4 mand i alt) ventede. Vi skulle til Jaroslawki, Polen på 3 dages karpeeventyr!

Vores Polensteam 2018

Vores Polensteam 2018

Jeg har været ved vandet flere gange, så forventningerne var naturligt høje, selvom den abnormt varme forsommer, havde givet en vis frygt for gydende fisk, der kan være meget svære at få på krogen. En frygt, der blev bekræftet dernede, men opgaven blev løst..

Jaroslawki karpe på 10,5 kilo

Jaroslawki karpe på 10,5 kilo

Vejrudsigten sagde 3 dage med sol og 25-32 grader, og 9 timer efter vi startede i Silkeborg, stod vi ved søen, efter bl.a. knap 2 timers kørsel på rigtig dårlige veje i Polen, da vi blev ledt fra motorvejssystemet grundet store vejarbejder. Vi havde lejet 7 pladser, da vi dermed slap for andre fiskere, der kunne risikere at krydse vores kasteretning, og til de 7 pladser, hørte 3 campingvogne med strøm, lys og køleskabe – det var vist rigeligt til 4 mand :-)

En af vores campingvogne på turen. Meget fine forhold!

En af vores campingvogne på turen. Meget fine forhold!

Vi havde alle, 3-4 stænger med, og efter en velkomstskål, fik vi grejet rigget til, med 60-130 grams kastevægt, der var glidende med bagstop (chok-rig), og forfang på 25-35 cm. med karpekroge str. 2-4 med modhagen klemt flad, samt hair-sig bundet på. Vi fiskede primært med krill-pellets på 25 mm. hvoraf flere var med en lille pop-op ovenpå med skummajs. Desuden prøvede vi boillies med jordbærsmag, mango og blue mussel. Vores erfaringer fra tidligere ture viste dog, at pellets var de mest stabilt fangende, hvilket også var tilfældet på turen her.

Så bliver ventetiden ikke meget smukkere!

Så bliver ventetiden ikke meget smukkere!

I starten fiskede vi mest langt fra land, hvor vi havde haft succes på tidligere ture, men rykkede efter ½ døgns tid, et par stænger ind til få meter fra land, da karperne gydede helt vildt inde i sivene. Det var totalt imponerende at se de kæmpestore fisk, plaske rundt inde mellem siv og buske, helt upåvirkede af os, der kunne stå lige foran. Eneste problem med gydningen var, at fiskene huggede meget forsigtigt, og at vi havde enormt mange fejlalarmer på vores bidmeldere, da fiskene svømmede ind i vores liner – så der var ikke meget søvn de første par døgn.. Enkelte reelle runs blev det til, og vi fik i alt 5 karper op til ca. 15 kg, samt en stør på 140 cm. fiskene huggede jævnt døgnet igennem, og langt hovedparten fik vi få meter fra land. Set i bagklogskabens klare lys, havde løslinefisket boillie fisket et par meter fra land, sikkert givet fisk også, men trætheden, den gode mad og en del fine drinks, gjorde at der også gik hygge i den – hvilket bestemt heller ikke gjorde noget. Maden var helt i særklasse med English breakfast hver morgen, hjemmelavede frokostpizzaer og supermøre bøffer med grønt og bagte kartofler om aftenen – toppet med champignon-flødesauce! Kongemad!

Morgenmad i Jaroslawki!!!!

Morgenmad i Jaroslawki!!!!

Der er slet ikke tvivl om, at vi skal derned igen næste år – vi er allerede nu ved at snakke datoer, og glæder os allerede til naturen, hyggen, de mange tons store karper, og de gæstfrie ejere.

Aftensmad i Jaroslawki!

Aftensmad i Jaroslawki!

Vil du vide mere om vandet dernede, så kontakt mig gerne via Facebook & Messenger, eller tjek mine andre blogs derfra.

Bifangst fra Jaroslawki på 25 mm. krill pellet!

Bifangst fra Jaroslawki på 25 mm. krill pellet!

Knæk og bræk derude!

Frank Sjøgreen

Facebook Comments
Kategorier : Fangster, Grej og Teknik, Lystfiskeri, Tips og Triks