Aborresjov i sivskovenes kanter!

Geddens gydetid er ved at være ovre, men aborren gyder lidt senere, og  man kan derfor stadig opleve aborrer på gydeleg i sivskovenes kanter eller på lavt vand mellem vandplanter og sunkne grene. Aborren lægger sine æg i guirlandelignende strenge, som hænges/klistres fast.

De større aborrer findes oftest ude på dybere vand i vores søer, men nu kan man altså være heldig at træffe dem på lavt vand – hvilket jeg gjorde i en P&T sø for nylig. Jeg stod og fiskede efter en fyraftensørred med løstfisket Powerbait, som blev trukket langsomt ind, men jeg spottede efter nogen tid en fin fisk, der kom svømmende gennem grøden nede foran min plads. Først troede jeg at det var en ørred, men da den vendte tilbage, anede jeg nogle striber… Var det virkelig en aborre? Så var det en stor en!!! Jeg skyndte mig hen til bilen for at se, om jeg havde noget aborregrej liggende, da jeg jo ellers kun havde Powerbait og et par småspinnere med. Heldigvis havde jeg en pakke Mc Perch med, og fik hurtigt taget powerbaiten af, og næsemonteret den lille gummijigg på et carolina-rig, med 30 cm. mellem krogen og et mellemstort splithagl.

Fisken ser ok stor ud ved siden af Revo x hjulet - og det var den også!

Fisken ser ok stor ud ved siden af Revo x hjulet – og det var den også!

Efter adskillige forsøg, tæt ved aborren, hvor den oftest bare svømmede væk – men kom igen – kom den pludselig farende og slugte jiggen i een stor mundfuld! Jeg fik heldigvis givet tilslag, og med skrigende bremse og jubelhyl, blev en super flot hanaborre fightet til nettet. Hold k… den var flot! Den var dog i gang med gydningen, og jeg kunne se lidt mælk læbe fra den, så den blev hurtigt målt og vejet, og genudsat, så den kunne lave flere aborrer i ørredsøens klare vand! 43 cm. og 1,47 kilo!

1,47 kilo P&T aborre efter en fantastisk fight!

1,47 kilo P&T aborre efter en fantastisk fight!

Små gummidyr, der kan hoppes/sitres i fiskenes nærhed på lavt vand, er en klar favorit til mit aborrefiskeri – udover fiskeri med små skaller, og både nu, samt til sommer, kan der fanges flotte aborrer nær sivskovene, hvor de patruljerer efter byttefisk. Lidt senere på sommeren, vil det ofte være sen aften og tidlig morgen, at man kan træffe aborren på lavt vand, hvor den ofte trækker dybere i dagtimerene.

Her er agnen, der besejrede aborren.

Her er agnen, der besejrede aborren.

Grejet på turen var:

Hjul: ABU Revo X spinnehjul, Stang: ABU Svartzonker 9,2 fod letspinnestang, Line 0,12 ultra8 fireline farve crystal, Forfang 0.22 fluocarbon, Agn: Mc Perch Curly.

Knæk og bræk derude!

Frank Sjøgreen

 

Facebook Comments
Kategorier : Fangster, Grej og Teknik, Lystfiskeri, Tips og Triks