Vinternat – og sandart!

Pil – Pil – Pil – BANG!

Et af de helt typiske hug i nattemørket fra sandarten. Forsigtige pil i agnen indikerer, at en nysgerrig sandart “smager” på agnen. Nogle gange sker der så ikke mere… Andre gange, overfalder sandarten pludselig agnen med enorm kraft!

Det er vinter, og sen aften. Det er flere timer siden, at mørket sænkede sig, og jeg trasker til en af mine sædvanlige pladser med en 15-20 cm. shad for enden af linen. Forfanget er lavet af et fastmonteret lod på 15 gram, med øjer i begge ender. Derefter ½ meter 0,60 fluocarbon line, og til slut, 2 stk. 3-kroge str. 6. Den ene placeret i shadens hoved og den anden lidt længere nede end midten af kroppen. Montagen med loddet lidt oppe af linen, giver agnen en meget naturlig gang i vandet, og det er vigtigt, at loddet studser bunden nogle gange under indhaling – trykbølgerne i bunden, lokker nemlig sandarten, der tror at din agn er ved at gemme sig i bunden..

Sandartshads

Sandartshads

Jeg stiller mig ved pladsen, hvor der er stenet bund, et muslingerev lidt længere ude på 3-4 meter vand, og en god skrænt – og begynder at kaste. Jeg kaster så langt, som muligt. Kast, som i dagtimerne helt sikkert ville have været for korte til at nå ud til sandarterne – men om natten kommer de tættere på land og jager småfisk på skrænterne! Sandarterne flytter sig faktisk temmelig meget om natten, og selvom du ikke fanger noget den første halve time, så bliv ved med at tro på det, hvis søen/åen huser sandart. Pludseligt kommer de! Dog er det en god ide at prøve flere pladser af, men giv ikke op med det samme!

Efter 15-20 kast er der noget, der ikke helt føles, som muslinger eller sten mod loddet – et lidt mere blødt stød, forplanter sig gennem fletlinen. Fortsæt da blot indspinningen og lav et par korte spin-stop undervejs. Sandarten kan være mester i forfølgelse og mange gange skal der flere kast til at udløse hugget – der så ofte kommer med stor kraft, hvor agnen ikke sjældent sidder dybt! Hav derfor altid krogløserudstyr (og selvudløserkamera med, hvis du er alene, og vil genudsætte fangsten.)

Natsandart!

Natsandart!

En skalle på bunden, kan naturligvis også give fisk, men jeg ynder nu at gå med spinnestangen og en håndfuld shads – så jeg hurtigere kan afsøge flere pladser i jagten på nattens vintersandart!

Natfiskeri om vinteren, kan være en kold fornøjelse, og kræver god påklædning. Jeg bruger ofte skiundertøj inderst, derefter fiberpels, og slutter med termojakke og bukser i åndbart materiale. Skridtstøvlerne er en størrelse for stor, så jeg har plads til bomuldsstrømper inderst og et par tykke uldstrømper udenpå. Fingrene har jeg kun sjældent handsker på – jeg er nok heldig/hærdet med en god blodcirkulation, men ellers er uldhandsker eller eks, neopren gode. Tynde bomuldshandsker under neoprenen ken være en fordel, når det rigtigt fryser. Og selvfølgelig en varm uldhue – man taber op til 20% af kropsvarmen gennem hovedet! Pandelygte er også en god ide – og sådan kunne jeg blive ved… Vigtigst er at komme derud og gøre sine egne erfaringer. Nyd det – og knæk og bræk!

Frank Sjøgreen

Facebook Comments
Kategorier : Lystfiskeri