Fisketure på charterferien sydpå!

Der fightes fisk

Der fightes fisk

Biiiiid!

Jeg er frisk hjemkommet fra 14 dages pragtfuld solferie med min skønne kone og vores dejlige piger på 6 og 9 år. Ferien varen helt almindelig charterferie med masser af dage på strandene, ved poolen, i de utroligt flotte bjerge, parker og meget andet. På tidligere ture, har jeg næsten altid set fisk i havne og ved moler, så jeg tog en lille 9 fods,  4-delt rejsestang med kastevægt 12-40 gram, samt et ABU Revo Inshore hjul med 0,20 fireline med. Desuden en lille pakke med et par blink, assorterede kroge, lidt geddeforfang, et par flåd og lidt 0,20 fluocarbon line. Så var jeg forberedt, hvis der blev en time eller to ledig til fiskeri dernede..

Jeg havde ikke booket noget fiskeri, men ved, at der er et glimrende kystfiskeri, dybhavsfiskeri og desuden et meget fornemt fiskeri efter karper i nogle af bjergsøerne. Grejet, jeg havde med, var dog kun til en kysttur, men mulighederne er mange, hvis man har en dag eller to, man vil bruge på det.

Havet omkring de kanariske øer, er blandt verdens mest fiskerige, men man bliver hurtigt udfordret, når man finder ud af, hvor barske deres kyster dernede er. Langt de fleste kyster er med syleskarpe lavasten, der på et øjeblik kan ødelægge en ferie. Strandene er forbeholdt de badende, og der må ikke fiskes inde i havnene. Dog er der mange havne, hvorfra man må fiske fra ydermolerne og desuden mange moler og høfder. Specielt nær lufthavnen er der mange fine kyststræk med fine fisk. Der kan fanges masser af fisk på brød og majs, og på spin, er der bl.a. havbars, barracuda, samt et mylder af andre arter. På bunden kan man få hug af bl.a. flere rokkearter. Især er aften/nat spændende, da dybhavets fisk, kommer tættere til land – her anbefales lidt kraftigere grej… De sydlandske fisk fighter helt vildt!

Fisketegn kan erhverves et par steder på øen, men det er ekstremt bøvlet, og de par stykker, jeg snakkede på ved havnene, sagde, at turister meget sjældent blev påtalt. Tegnene var mere til faste beboere. Hvis man fisker fra turbåd, har turbådene fisketegnene i orden for alle.

Vi boede på hotel i byen, Puerto Rico, på øens sydlige del. Her er der mange fine sandstrande og meget tørt i forhold til øens nordlige del. Når vi var ude og bade, kom der ofte småstimer af 2-8 cm. små fisk svømmende, som endda til tider blev jagtet af fisk på 30-45 cm, der svømmede helt inde et par meter fra os på knædybt vand. Noget af en oplevelse… Om aftenen kunne man ofte se dem jage småfiskene rundt i overfladen.

Nede på havnen i Puerto Rico, fik jeg en snak med en fra turbåden, White Striker, som fik mig overtalt til en kl.  9-15 tur til 70 euro inkl. øl/vand og en sandwich. Der skulle fiskes dybhavsfiskeri – og da der var grønt lys fra min skønne kone, var det med at få booket. Der var alt det grej, man skulle bruge om bord – noget af det var meget slidt, men alt fungerede fint, så ingen problemer med det. HUSK solcreme og en kasket – det er VARMT derude!

Båden

Båden

Vi var 10 mand om bord, og brugte de 40 minutters sejlads til pladserne, på at trolle lidt med overfladeagn. Undervejs så jeg masser af flyvefisk, der er ufatteligt flotte, og uden problemer kan svæve 20-30 meter mellem bølgerne. Vi sejlede pludselig gennem et område med måger, og pludselig var der hug på 3 ud af 4 overfladestænger. Dem der stod bag i båden (Ikke mig, desværre) – fik derfor en fed fight, og der kom 2 tun ind på 10-15 kilo .- Sindssygt flotte fisk!!

Herefter kom hjælperen på båden rundt og gav os seler op fightbælter på – samt riggede op medtykke forfang med enkeltkorge og makrelfileter på. NU skulle der fiskes. Jeg valgte, at lade mine agn hoppe lidt på bunden i stedet for at lade dem ligge stille, og fik da også turens første hug fra en bundfisk. En pigrokke af brutale dimensioner……! Efter over en times fight med ekstremt pres på grejet, kom en sofabordsstor rokke til syne nede i vandet, og alle jublede. Den var eddermame stor!! MEN… Herefter gik der linekludder i den fra andre fiskere og om det var det, der medførte, at fisken stod af, ved jeg ikke, men efter 1 time og 20 minutter, sad jeg pludselig med slap line og var badet i sved… ØV!!!

Herefter blev der fanget 3 pigrokker på 4-8 kilo af e andre fiskere, hvorefter jeg fik hug igen. Denne gang var den noget lettere, men fightede underligt.. Efter nogle minutter, råbte bådsmanden “turtle”.. Jeg havde kroget en havskilpadde på 40 meter vanddybde! Den vel 8-10 kilo store skildpadde blev naturligvis genudsat med det samme, men sikke en oplevelse! Turen gav i øvrigt 5 skildpadder mere til de øvrige fiskere på turen, hvilket er usædvanligt. Normalt fanges der 1-2 pr. tur, sagde de..

Herefter var turen desværre forbi, men der bliver ikke sidste gang, jeg tager med en turbåd på “Deep sea fishing!!!” Rådet fra mig er: Solcreme, vand med, kasket med, og stil dig bag i båden..

Ellers fik jeg fisket en times tid en aften fra yderhavnen i Puerto Rico, men dog uden fangst. Jeg fiskede med brød under flåd, men ingen ville bide. Chancerne er der dog, men de tunge dønninger, der kom fra det enorme hav, de manglende hug, og tanken om, at min skønne familie lå 100 meter oppe af bjergsiden og hyggede på hotellet, lokkede mig derop i stedet. Fiskeri er trods alt ikke alt..

Men herfra skal rådet i alle tilfælde lyde om, at tage en lille stang med – for hvis muligheden byder sig – så er der chancer for store oplevelser!

Knæk og bræk herfra- og fortsat god sommer!

Frank Sjøgreen

 

 

Facebook Comments
Kategorier : Fangster, Grej og Teknik, Lystfiskeri, Tips og Triks