Makreltur blev til geddetur!

Sådan kan det også gå…

Jeg var i sidste uge en tur i Århusområdet på køkkenopmåling, og da det var tæt på Århusbugten, kontaktede jeg en af mine gode kammerater, Jesper, for at høre, om han ville med på tur, når jeg var færdig om eftermiddagen.

Den var han selvfølgelig klar på, så jeg pakkede lidt frosne sild og et par stænger, og så gik turen mod et par steder i Århusbugten.

Vi startede ved Studstrup, for at se, om der var fisk inde. Vi håbede på makrel, men der var desværre hverken makrel eller andet, der ville bide på blink og sildehapser efter et flåd, så vi traskede mod bilerne for at køre mod Århus havn, hvor det dybere vand kunne ske at holde på sej eller makrel.

Jesper fisker ved Studstrup

På vejen mod bilerne, fløj en lille fugl pludselig op, og jeg kunne se, at den havde noget line om halsen. En fiskeline, der ville have enten kvalt eller sultet den lille piphans til døde, hvis det ikke blev fjernet. Jeg fangede derfor det lille kræ, bed linen over, og satte den forsigtigt ned på en sten. Kort efter livede den op, og fløj frisk videre efter et liv med insekter og kærlighed til naturen. HUSK nu at rydde op efter en fisketur – også gerne at tage andres affald med.. Det koster intet, og gør faktisk en forskel for os alle. På forhånd tak :-)

Den lille stakkels fugl, der blev reddet.

Vi kørte derefter til havnen i Århus, hvor vi i et par timer fiskede efter makrel. Desværre var der kun et par sild, der ville bide, men der var da et par mand dernede, der fik “fuldt hus” på makrelforfangene en enkelt gang, hvorefter alt døde. Måske grundet tilstedeværelsen af både marsvin og sæler.

Et par dage efter måtte vi bare have slim på fingrene. Vi kørte derfor til en lille geddesø, hvor Jesper fiskede med flåd og sild, samt en leddelt wobbler på den anden stang, mens jeg fiskede med en Sebile 20 cm´s gummifisk, som jeg havde skiftet enkeltkrogen i, ude med et line-thru forfang med to trekroge. Forfanget, der består af 1 meter 1,0 mm. monofilline, en svirvel i den ende ende og to trekroge i den anden, trækkes ganske enkelt gennem de eksisterende kanaler i Sebile agnen.

Sebile med line-trough montage.

Sebile med line-trough montage.

Bageste krog sættes i halen og forreste lige ved hullet hvor kanalen munder ud. Dette giver sikker krogning, og agnen glider op af linen under fight.

Den smukke aftengedde!

Den smukke aftengedde!

Jesper fangede desværre ikke noget, men jeg fik efter en halv times fiskeri en flot gedde, der huggede hårdt på agnen. Aftenen sluttede med at fiske Sebile agnen helt i overfladen, hvilket fik 3 forskellige gedder til at angribe agnen i overfladen. Desværre var der nok for mørkt til, at de rigtig kunne fange den, men det fik i alle tilfælde pulsen op, og lyst til en dagstur derud med overfladefiskeri i nærmeste fremtid!

Knæk og bræk derude!

Frank Sjøgreen

Facebook Comments
Kategorier : Fangster, Grej og Teknik, Lystfiskeri, Tips og Triks