Størjagt i ørredsøerne!

Superfightere, urtidsfisk, snu, spændende, intenst, smukt, vildt…..

Der sættes flere og flere stør ud i de Danske ørredsøer. Fisken er sejlivet, og tåler rimelig hård behandling, og derfor egner den sig særdeles godt til catch & Releasefiskeri i ørredsøerne. Den opnår ganske groteske størrelser, og allerede nu, kan man møde fisk over 30+ kilo  – Og da de tilmed er meget vildt fightende (selv små fisk) med stor udholdenhed, så venter der lystfiskerne store oplevelser – hvis de kan fange dem….

I bloggen her kan i læse om et par oplevelser, jeg har haft i år, samt tips til fiskeriet. Desuden har jeg en større artikel om størfiskeriet i Fiskeavisens oktobernummer, hvis i vil læse mere.

Støren er en bundfisk, og derfor skal der fiskes på bunden. Størens læderagtige mund kan skydes ud, så den nærmest kan støvsuge bunden for fisk, orme og andet godt. Den suger agnen ind i den tandløse mund, og spiser stort set udelukkende animalsk føde – Derfor er foretrukne agn bl.a. agnfisk (Nogle søer tillader ikke dette, og hvis ja, så skal de oftest være fra selve vandet – hør altid om reglerne), skalrejer, snegle, orme, boillies og pellets. Både boillies og pellets fås med animalsk indhold, bl.a. Halibut pellets, krill m.m., og alle agntyper kan tilføres yderligere duft af eks. lakseolie, sardinolie, eller de mange andre dipps, der findes til fiskeri efter rovfisk. Støren har en meget veludviklet lugtesans, og jager næsten udelukkende ved hjælp af denne.

Liner og kroge bør være kraftige, og krogene bør være modhageløse. Desuden skal man sikre sig, at fisken kan håndteres sikkert på land. Afkrogningsmåtter, stort net, våde sække/poser eller andet skal bruges for ikke at skade fiskens hud, og en lang krogløsertang er også et must. En god fiskevægt og målebånd, samt kamera skal selvfølgelig osgå med.. Fiskene hugger ofte forsigtigt, og der skal gives tilslag ved selv småpillerier – føl, om der er let træk i linen, og giv så tilslag!

Om man skal bruge hår-rig eller alm. krog med agn på, afhænger af agntype. Fiskene virker ikke kræsne eller krogsky.. Bedste råd er, at blive ved stængerne og holde skarpt øje med dem hele tiden – ellers mistes mange fisk, da de slipper efter lidt pillerier..

Jeg har i år både fisket stør i Polen og Loch Nees P&T i Nordvestjylland. Begge steder brugte jeg GULP Halibut Pellets, som jeg borede hul i, og monterede på et hår. Krogen var en kraftig Owner karpekrog str. 2, og hovedlinen var Fireline 0,25. Jeg fiskede med Penn Spinfisher med baitrunneren til, og en kraftig 11 fods spinnestang (Deciderede karpestænger er ikke nødvendige, og alm. hjul kan også fange stør, men brug kraftigt grej – de er vilde!!) Desuden havde jeg sat et par bidmeldere til, så jeg kunne høre det mindste hug. En stor fordel, hvis man er uopmærksom et øjeblik..

Morten Mikkelsen fra TV Midt-Vest med mindre stør

I Polen fiskede jeg egentlig karper, men da jeg fiskede med Halibut pellets, huggede nogle af de få stør i søerne også – fisk op til godt 8 kilo, der fightede vildt!

Vildeste oplevelse med størene var dog her i mandags, da jeg gæstede Loch Nees P&T sammen med TV Midt-Vest. Vi fiskede med en stang hver efter ørreder med spin, og en på bidmeldere efter stør – med Halibut pellets dyppet i lakseolie. Efter en god times fiskei kom første hug. I tilslaget var det svært at vurdere størrelsen på fisken, men da en stor hale vinkede derude – var jeg overbevist – jeg havde kroget en GOD fisk! Fisken fightede sindssygt godt med mange og lange udløb på den ellers meget stramme bremse – de er bare vildt stærke de stør! Lyden af Penn hjulets bremse er, som musik i ørerne, og da fisken efter nogle minutter gled i det store karpenet, var jeg i den syvende himmel – Hold k… den var stor! På afkrogningsmåtten, målte jeg den til 127 cm., og efter vejeposen var trukket fra, vejede dyret 10,8 solide kilo! Min 5. art over 10 kilo i år var en realitet! Yahoooo! At Morten fra TV “kun” fik en mindre stør på omkring 3 kilo, gjorde ikke dagen mindre vellykket – Sikke en dag!

Dagens agn - GULP alive var dog til ørrederne..

Fiskene kan stort set fanges på alle årstider, så kom bare ud og prøv det – det er stærkt vanedannende!

Knæk og bræk derude!

Frank Sjøgreen

Facebook Comments
Kategorier : Fangster, Grej og Teknik, Lystfiskeri, Tips og Triks